Vaniljekranse

Lars Jon har lavet vores vaniljekranse i over 25 år. Vi har ikke helt tal på hvor mange han har lavet, men vi ved at Lars Jon har lavet omkring en million romkugler. Magen til arbejdsom mand skal man lede længe efter. Og når det derudover kombineres med Lars’ gode humør, så finder vi forklaringen på, hvorfor Hardy Christensen sagde, at “Lars er den sidste der ryger ud”.

Ingredienser
Til 45 stk. vaniljekranse:
250 gram smør

200 gram sukker
1 æg (50 gram)
375 gram hvedemel
25 gram vaniljesukker

Fremgangsmåde
  1. Kom blødt smør i en skål til røremaskinen.
  2. Tilsæt sukker, et æg, hvedemel og vaniljesukker.
  3. Rør dejen sammen med kagespartel ved laveste hastighed i tre minutter.
  4. Tag dejen ud på køkkenbordet, og du har nu en ret blød dej. Kom den i en sprøjtepose med en stjernetyl i størrelsen 10 millimeter.
  5. Beklæd en bageplade med bagepapir, og sprøjt lange stænger på cirka 10 centimeter.
  6. Luk dem sammen til vaniljekranse, og du skal holde lidt afstand mellem vaniljekransene.
  7. Bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader over- og undervarme, og her skal de have cirka otte minutter. Vaniljekransene er færdige når de er let gyldne.
  8. De færdigbagte kager stilles på en rist, hvor de køler af og bliver sprøde.