Brunkager
Vores brunkager var så gode, at kunderne ikke kun købte dem til jul, men hele året rundt.
Bedre anbefaling kan man da ikke få…
Bedre anbefaling kan man da ikke få…
Ingredienser
Til 180 stk. brunkager:
250 gram smør
125 gram mørk sirup
250 gram sukker
500 gram hvedemel
6 gram nelliker
6 gram kanel
20 gram hasselnøddeflager
20 gram mandelflager
6 gram potaske
38 gram vand

Fremgangsmåde
- Smør vejes af i en gryde sammen med mørk sirup og sukker. Det hele smeltes ved middel varme.
- I skålen til røremaskine kommes hvedemel, stødte nelliker, kanel, hasselnøddeflager, mandelflager, potaske og vand.
- Hæld indholdet fra gryden ved og rør det sammen med kagespartel i 3-4 minutter, indtil dejen er samlet.
- Tag brunkagedejen ud på køkkenbordet, saml den sammen og del i tre lige store stykker, der hver vejer knap 400 gram.
- Tril til pølser på cirka 20 centimeters længde, og læg dem derefter i fryseren i en times tid.
- Skæres derefter i tynde skiver (ca. 3-4 millimeter) med en skarp kniv og lægges på bageplade med bagepapir. Du kan godt have 30 brunkager på hver plade. Hver pølse skal blive til omkring 60 brunkager.
- Bages i en forvarmet ovn ved 200 grader over- og undervarme (ikke varmluft), og her skal de have cirka 7-8 minutter.
- De færdigbagte brunkager køles af på en rist, hvor de bliver knasende sprøde.